Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2007


Farvel til Kunstråd 1.0


Det første Kunstråd er gået af og giver boldene videre til et nyt uprøvet råd. Afskeden er fyldt med torne.

Landets første Kunstråd siger færdigt arbejde. Efter fire år midt i alskens kulturpolitiske storme kan rådet konstatere, at den første og primære opgave, at samles og skabe fælles kulturpolitisk agenda er lykkedes. Men rådets egen evaluering viser også, at der er rigeligt af fortsat arbejde med at skabe givtige rammer for det mest centrale organ i dansk kulturpolitik.

Grundtanken ved konstruktionen af det kulturpolitiske Kunstråd og den administrative Kunststyrelse var at samle væsentlige dele af dansk kunstadministration for at skabe et mere overskueligt og gennemskueligt system for befolkning og brugere. I Kulturministeriets første tanker indgik overvejelser om at lade Statens Kunstfonds udvalg indgå i konstruktionen; en tanke man hurtigt opgav, så man nøjedes med at lade administrationen for Statens Kunstfond indgå i Kunststyrelsen. Etableringen af dette samarbejde gav en del skærmydsler i starten af Kunstrådets virke.

Et af de væsentlige og gennemgående problemer, har ifølge Kunstrådets beretning været at skabe et egentligt meningsfuldt fælles arbejde i rådet. De enkelte kunstneriske områder har hver for sig fungeret tilfredsstillende, hvorimod den fælles platform har savnet indhold. Et af de områder, der af Kulturministeren blev fremhævet som fælles, var talentudviklingen.

På dette felt siger Kunstrådet nu:
"Rådet har fundet det uhyre svært at formulere initiativer, der kunne styrke den kunstneriske talentudvikling på tværs af kunstarterne. ... Den vigtigste støtte til talentudvikling er efter rådets opfattelse en integreret del af den almindelige kunststøtte i de enkelte fagudvalg."

Områderne er forskellige

Et andet af Kunstrådets fælles anliggender har været at støtte tværgående projekter. Her konkluderer rådet nu, at man har brugt for mange kræfter på at behandle konkrete ansøgninger og dermed altså haft for lidt tid til overordnede tværgående debatter.

Et af Kunstrådets egne projekter har været Artists in residence. Her konstaterer man, at "ansøgningerne fordeler sig ikke jævnt over kunstarterne. Størstedelen af projekterne vedrører således billedkunstnere. Det sidste kunne tyde på, at ordningen ikke er lige relevant på alle områder".

Man må således spørge, hvorfor det samlede Kunstråd har etableret en papirtiger gældende for alle områder - i stedet for at koncentrere indsatsen efter behovet. Hensigten med Kunstrådet var at sikre bedst mulig prioritering af Statens kunstpenge. Men hvis Kunstrådet i fællesskabets navn etablerer ordninger, som er unødvendige, giver det næppe den ønskede prioritering efter behov.

International succes

Kunstrådet har diskuteret rapporten ”Kulturel mangfoldighed i forhold til Kunstrådet” (se Søndag Aften arkiv). I beretningen skriver man, at "Rådets foreløbige overvejelser går i den retning, at nydanske kunstnere skal støttes inden for eksisterende støtteordninger, og som øvrige kunstnere støttes på basis af kvalitetskriterier". Dermed lægger man dels afstand til en af de centrale pointer i rapporten, nemlig at kvalitetskriterier er dynamiske, dels fraskriver man, at det samlede Kunstråd skal påtage sig et egentligt ansvar på feltet.

I øvrigt anser Kunstrådet, at netop det internationale område har været succesfuldt. "International" skal åbenlyst udelukkende forstås som "eksport".

"De internationale satsninger er også et af de områder, hvor eksistensen af Kunstrådet gør en forskel. Det har foreløbig ikke mindst været tydeligt i den vellykkede gennemførelse af Super Danish festivalen i Toronto i 2004 - som blev planlagt inden rådets etablering - og den store satsning i New York, som afvikles i foråret 2007, som rådet selv har besluttet."
Argumentationen tåler gentagelse: På det internationale felt har Kunstrådet været en succes. Det kan måles på to begivenheder, Toronto 2004 (som blev iværksat af andre end Kunstrådet) og New York 2007 (som ikke er færdig og langt fra er evalueret endnu). Når andre kunne iværksætte Toronto 2004, er det vanskeligt at forstå, hvori Kunstrådet har udgjort en markant og succesfuld forskel.

Kasse-balance

Ved Kunstrådets start fik man en ekstra bevilling på 40 mio. kr. årligt til det tværgående arbejde. Denne merbevilling havde en klar politisk logik, både som smørelse til det samlede kunstliv, flere penge, og til at skabe en tværgående platform.

Denne bevilling er reduceret voldsomt, i Finansloven for 2007 er der afsat 14 mio. kr. Denne lille ramme vil "gøre det umuligt at videreføre de mange gode tiltag, som rådet har iværksat". Kunstrådet konkluderer:
"Hvis det næste kunstråd ikke har mulighed for at følge op på initiativerne og/eller iværksætte egne nye tiltag, bliver det meget svært for rådet at leve op til intentionerne med kunststøttestrukturen".
Udsagnet er for så vidt logisk, men interessant, idet det hermed siges entydigt, at der kun er mening med den nye struktur, hvis der er mange fælles penge. Altså er synergierne mellem områderne, kommunikationen med Statens Kunstfond og de andre fælles ressourcer ikke i sig selv givende for samarbejdet. Dermed falder en væsentlig del af grundlaget for Kunstråds-konstruktionen sammen. Kunstrådet var et opgør med de mange kasser i kunstverdenen (se Søndag Aften arkiv: Kunststøtte uden for mange klodser af Brian Mikkelsen).


Kunstrådets samlede vurdering af den første virksomhedsperiode giver ikke positive svar på spørgsmålet om konstruktionen var den rette. Snarere tværtimod. Og hvis centrale embedsmænd en dag vil skrive en kronik med temaet "vi tog fejl", kan de sagtens hente skyts i det første Kunstråds egne evalueringer.

Læs også:
Fagudvalg knurrer
Og hvad mener Kunstrådet?

korrigeret 10. april 2007

Søndag Aften 04/2007

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.